23948sdkhjf

Strøgforening nedlægger sig selv efter medlemsflugt og sekscifret regning

Strøgforening i Aarhus slukker for 850 meter lang lyskæde, der har prydet gågaden de sidste 20 år ved juletid

En 850 meter lang stjernehimmel med 750.000 lysende pærer har hvert år ved juletid prydet strøget i Aarhus.

Men nu er det slut, for stjernehimmelen er kommet på auktion, skriver Århus Stiftstidende.

Det skyldes, at de erhvervsdrivende på strøget i landets næststørste by ikke har råd til at drive lyshavet.

Det siger formand for strøgforeningen Claus Broberg.

- Det er møgærgerligt, og vi ved, at stjernehimmelen vil blive savnet. Men det er uigenkaldeligt slut nu, siger han til Århus Stiftstidende.

Udgiften til at drive lyskæden med de tusindvis af LED-pærer beløber sig til mellem 800.000 kroner og én million kroner om året.

Strøgforeningen havde fået tilsagn fra sponsorer om 400.000 kroner i støtte samt en håndsrækning fra kommunen på 200.000 kroner.

Men det rækker ifølge foreningens formand ikke.

Medlemsflugt

Det er ikke alene stjernehimmelen, der forsvinder. Det gør strøgforeningen også.

Foreningen nedlægger nemlig sig selv i erkendelse af, at der ikke er tilstrækkelig opbakning om såvel stjernehimmel som den fælles markedsføring.

For seks år siden var der 130 medlemmer, men nu er der blot 30-35 medlemmer tilbage.

Det er ifølge Claus Broberg for få, til at foreningen kan fortsætte sit virke.

Stjernehimmelen, der har oplyst strøget i Aarhus i november og december gennem 20 år, er nu sat til salg hos Auktionshuset DAB.

Auktionen slutter 15. november.

Claus Broberg håber på, der kan findes en køber, dog helst ikke i en af Aarhus' nabobyer.

Strøgforeningens formand siger til Århus Stiftstidende, at det vil være "ubærligt" at se stjernehimmelen i nærområdet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142